August blev den dyreste måned for danskerne

Vi har her samlet 6 simple råd, der kan hjælpe dig med at nedsætte dit elforbrug i hjemmet og spare dig for mange penge hvert år.

Lagt online: fredag 23 september 2022

Din strøm har aldrig været dyrere, end den var i August.

Prisen for el svinger voldsomt fra dag til dag og fra time til time. Ikke nok med at der blev slået dagsrekorder i ét væk men gennemsnitsprisen var også på sit højeste, viser tal fra den nordiske elbørs Nord Pool.

Prisen for én kilowatt-time er steget fra 0,42 kr. /kWh i august 2018 til 3,37 kr. /kWh august 2022.

For en almindelig børnefamilie kan det løbe op i flere hundrede eller tusinde kroner ekstra om måneden, hvis priserne ligger omkring det her niveau, som de gør i dag.

Bare for et år siden kostede det cirka 2,00 kroner at køre en vask i en almindelig vaskemaskine. I dag kan det koste ca. 5,50 kroner!

Der er ikke noget at sige til, at de seneste tids rekordhøje elpriser har kunne mærkes i langt de fleste danske hjem. Priserne ligger rigtig, rigtig højt, og vi må forberede os på, at de ikke dykker lige foreløbig.

Hvis dit forbrug og din elregning galoperer i den forkerte retning som så mange andre danskere, er der specielt god grund til, at du giver dit elforbrug et eftersyn.

Vi har her samlet 6 simple råd, der kan hjælpe dig med at nedsætte dit elforbrug i hjemmet og spare dig for mange penge hvert år: Sådan kan du spare flere tusinder kroner

Husk, det er ikke kun pengepungen, der får glæde et mere fleksibelt elforbrug. Det samme gør klimaet.

 

Hvordan bliver de danske elpriser til?

Vi har haft en del henvendelser fra kunder, der undrer sig, hvorfor el er blevet så dyrt, når Danmark har så mange vindmøller og solenergi?

Forklaringen skal findes uden for Danmarks grænser. De høje elpriser skyldes blandt andet krigen i Ukraine og en knastør europæisk sommer, der har haft konsekvenser og gjort strømmen dyrere i hele Europa.

Gas er et vigtigt brændsel i elproduktionen, og afhængigheden af russisk/importeret gas har desværre forværret den nuværende situation med de høje energipriser, som fortsætter med at påvirke husholdninger og virksomheder.

Samtidig har den tørre europæiske sommer udfordret energiforsyningen yderligere, da vandstanden i Europas store floder er faldet markant. De lave vandstande i floder, der bruges til at fragte kul og afkøle atomkraftværker har stukket en gevaldig kæp i hjulet på transporten langs de vigtige vandveje.

 

Den dyreste strøm bestemmer prisen

Strøm bliver importeret og eksporteret ligesom andre varer og priserne bliver fastsat på en elbørs. Hver dag indsender energiselskaberne, hvor meget elektricitet de har brug for, time for time. Producenterne fortæller så, hvad det koster at producerer den energi.

Modellen er bygget sådan op, at den billigste tilgængelige strøm forbruges først – og den kommer fra vindmølleparker og solcelleanlæg. Her står ejerne klar og tjekker vejrudsigten for at finde ud af, hvor meget strøm, de kan levere.

Er der brug for mere strøm, begynder man at købe dyrere og dyrere el fra atomkraftværker, gaskraftværker og kulkraftværker. Det er de høje gaspriser, der har gjort, at den strøm er dyrere at fremstille. Derfor er prisen på kWh højere, når elnettet er mest belastet.

Vil du have strøm i kontakten, er der ikke nogen vej udenom at betale de faste priser til staten, Energinet og det netselskab, der ejer kablerne ved din bolig.

Man har selvfølgelig mulighed for at finde ud af, hvor man selv kan spare på strømmen.
Prisen på strøm er typisk billigst, når der produceres meget vind- og solenergi.

Vil du være sikker på altid at bruge den billigste strøm, kan du følge elprisens udvikling time for time et helt døgn frem på SparEnergi.dk

Nord Pool